Målgruppe
Eleverne i KS-klasserne har alle en diagnose indenfor autismespektret samt andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser eller komorbiditeter. Alle elever har en betydelig nedsat funktionsevne, og der ydes derfor særligt tilrettelagt undervisning med specialpædagogisk støtte hele dagen.
Der er et stort spænd i elevernes generelle udvikling og kognitive forudsætninger. Nogle børn har ikke et verbalt sprog, og nogle børn har brug for hjælpe til personlig hygiejne.
Den pædagogiske retning tager udgangspunkt i principperne fra TEACCH, hvor der er behov for gennemgribende struktur, forudsigelighed samt visuel forberedelse og støtte på alle aktiviteter dagen igennem.
Normering og organisering
KS-klasserne er et heldagsskoletilbud, der har åbent hver dag fra 8.00-16.00. Skoledagen er organiseret som en vekselvirkning mellem undervisning og pauser, hvor pauser lægges efter hver aktivitet eller fag – ikke efter klokken. Der er mellem én og otte elever i hver klasse. Den overordnede normering er ca. en voksen til to børn. Afhængigt af børnenes funktionsniveau er der mellem én og tre voksne i hver klasse. Nogle børn inddeles i mindre hold for at udvikle relationer og øve det sociale samspil.
Fysiske rammer
Undervisningstilbuddet er en del af en almen folkeskole, men har egen indgang, indhegnet legeplads, egne toiletter, garderobe og eget køkken. Der er fire klasser, og eleverne er klasseplaceret under hensyntagen til både alder og kognitivt funktionsniveau. Alle klasser er indrettet, så eleverne har mulighed for afskærmning i form af individuelle arbejdspladser, hvor den enkelte elevs dagsskema også er visualiseret ved brug af piktogrammer. Tilbuddet har et fællesområde med indendørs trampolin, gynger og madrasser, samt adgang til motorikrum, madkundskab- og musiklokale.
Specialpædagogisk tilgang og hverdag
Undervisningen tager udgangspunkt i principperne fra TEACCH. Der er individuelle arbejdspladser og mulighed for både visuel og auditiv afskærmning, hvis eleverne har behov for det. Der arbejdes med visualisering af både skema og fag, og der anvendes PECS, KAT-kassen, NUSSA og total kommunikation (visualisering, Tegn Til Tale, MobilizeMe, Go Talk Now m.m.). Der er meget tæt samarbejde med forældrene, bl.a. gennem Aula, afdelingstelefon, afhentning/aflevering og møder efter behov.
Læring
Der udarbejdes individuelle elevhandleplaner for alle elever, som udleveres til forældrene i forbindelse med revisitation. Der laves udviklingsbeskrivelser (Dansk pædagogisk udviklingsbeskrivelse - DPU), individuelle mål og foretages løbende evaluering. Undervisningen er individuelt tilrettelagt ud fra elevens forudsætninger og interesser.
Der bruges standardiserede test og diagnostiske prøver i det omfang, det giver mening.
Trivsel, personlig og social udvikling
Psykoedukation er en vigtig del af undervisningen for at øge elevernes selvforståelse, mestringsevne og livskvalitet. Nogle elever inddeles i mindre hold for at udvikle relationer og øve det sociale samspil. Der arbejdes med at støtte eleverne i sociale situationer og skabe trygge rammer for deres udvikling. Der arbejdes med guidede pauser, sociale træningsforløb og voksenstyrede aktiviteter for at styrke elevernes selvforståelse, følelsesregulering og evne til at indgå i sociale fællesskaber.
Personale og faglig støtte
Personalet arbejder tæt sammen og har løbende dialog med forældre og relevante fagpersoner. Personalet består af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere med specialpædagogiske kompetencer, og der samarbejdes med eksterne fagpersoner efter behov bl.a. fys- og ergoterapeuter, logopæder og psykologer.
Afdelingen har nedsat et udvalg med repræsentant fra ledelsen og medarbejdere fra de forskellige klasser og faggrupper. Udvalget har bl.a. til opgave at organisere og planlægge interne kurser og uddannelsesforløb.
Der tilkøbes ekstern supervision, hvis der vurderes behov herfor.